Indsatser

Familiebehandling
I samarbejde med familien og kommunen, tilrettelægges familiebehandlingen ud fra de behov, som formuleres på et opstartsmøde, samt de behov vi finder frem til i indsatsten, i takt med, at vi lærer familien bedre at kende. Det er afgørende at tilpasse behandlingen, så den passer til hver enkelt families situation og udfordringer. Ligeledes være obs på, at familiens behov ændrer sig i løbet af en indsats.
Vi inddrager altid netværk, i vores familiebehandlingsopgaver, ved samtykke hertil. Vi oplever oftest, at netværket kan bidrage positivt til de enkelte familiemedlemmers trivsel. Ligeledes vil netværket ofte gerne hjælpe og stå til rådighed, i svære situationer. Vi hjælper også familier med at afdække deres netværk. Det er vigtigt at skabe et trygt støttefokus, der fremmer samhørighed og styrker familiens relationer.
Massive indsatser
Vi leverer massive indsatser for unge anbragt i egen lejlighed, for familier hvor der er behov for massiv støtte i hjemmet og for familier hvor deres ressourcer skal afdækkes.
Vi har også erfaringer med massive indsatser i forbindelse med, at der skal afdækkes, om et barn kan blive hjemgivet fra anbringelse. Her kan der ofte være behov for ekstra støtte og rådgivning for både børn og forældre, for at lette overgangen og fremme en eventuel hjemgivelse.
Det vi ofte ser i de massive indsatser er, at der skal etableres en klar og forudsigelig struktur i hverdagen. Vi arbejder derfor målrettet på at skabe rammer, der fremmer stabilitet, forudsigelighed og tryghed. Dette omfatter bl.a. faste spisetider, ugeplaner, dagsplaner, madplaner, piktogrammer, badetider, sovetider etc. Gennem disse strategier opnås der ikke kun en bedre hverdag, men også en positiv udvikling for både børn, unge og forældre.
Vores massive indsatser består af fleksible løsninger, der skræddersys ud fra den aktuelle grad af bekymring hos den unge eller hos en familie. Hos os er det vigtigt at imødekomme de unikke udfordringer, hver familie/ung står overfor.
Ungestøtte
Vi vejleder unge i en støttende proces mod et selvstændigt voksenliv, hvor de kan udvikle sig på lige fod med andre. Vores tilgang fokuserer på at udnytte de ressourcer, den unge har, så overgangen bliver så glidende som muligt.
Praktisk Støtte til Unge
Vores hjælp kan bl.a. omfatte flere essentielle aspekter:
- Lægge budget og økonomisk planlægning
- Søge bolig og finde egnede boligmuligheder
- Finde arbejde og udvikle karrieremuligheder
- Fastholde og støtte i uddannelsesforløb
- Styrke netværk og sociale relationer
Kontaktpersonsstøtte
Vi møder barnet/ den unge, hvor det giver mest mening, om det er i hjemmet, i vores lokale, en køretur eller andre relevante steder, som giver mening på dagen. Formålet er at sikre, at støtten er der, hvor den gør mest gavn og det vil ofte variere.
Vi tror på, at der altid skal arbejdes tæt sammen med den unges netværk, for at sikre der er støttende rammer for den unge, når vi ikke længere er på som indsats. For os handler det om, at gøre de unge klar til, at stå på egne ben, med hjælp fra deres netværk, der hvor netværket har ressourcerne til dette.
Vi arbejder på de tider af døgnet, hvor det giver mening for barnet/ den unge. Dette gælder også weekender og helligdage.
Vi stræber efter at skabe et tillidsfuldt og støttende miljø, hvor barnet eller den unge kan føle sig tryg og udvikle sig i sit eget tempo.
Støttet og overvåget samvær
Vores fokus er at sikre, at samværet foregår med aktiviteter, som både barnet og forældrene kan deltage i. Vi sikrer at rammerne og rutiner er til stede, fra gang til gang. Gennem en anerkendende tilgang bidrager samværskonsulenten til at støtte både barnet og forældrene før, under og efter samværet. Målet er at skabe de mest trygge og udviklende rammer for samværet. Vi mener, at et godt samvær er grundlæggende for barnets trivsel og udvikling. Derfor arbejder vi målrettet på at sikre, at alle parter føler sig trygge og inddraget.
Under samværet prioriterer vi barnets velbefindende højest og sikrer, at samvær med forældre/familie sker under trygge og respektfulde forhold. Under overvåget samvær, er samværskonsulenten til stede under hele samværet, for at sikre at barnet ikke oplever hverken psykisk eller fysisk overlast. Samværet kan finde sted i familiens hjem, på et sted valgt af kommunen, hos plejefamilien/børne- og ungehjemmet, eller i vores eget samværslokale, som både har spil og legetøj til alle aldre.
vi noterer alle observationer, fra overvågede samvær. Disse noter laves så detaljerede som muligt, så vi sikrer en præcis og objektiv registrering. Vi fokuserer på, hvad der sker under samværet, uden at vi bliver tolkende og vurderende.
Gennem ovenstående stræber vi efter at fremme et positivt og udviklende samvær, hvor stærke relationer kan blomstre.
§75 støtte
Vi har omfattende viden og erfaring inden for anbringelsesområdet. Vi arbejder aktivt på at hjælpe forældrene med at forstå familiens udfordringer og de forhold, der vedrører anbringelsen. Gennem denne støtte får forældrene værktøjer til bedre at navigere i den komplekse situation, de står overfor.